31.1.16

Sort nyt i Møllegade

På hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade på Nørrebro, gør kommunen nu klar til at fælde 15 ud af 18 store og raske træer, for at lave en flisebelagt plads.

Vi har kæmpet for at blive hørt i over to år, for at få dem til at tænke så mange træer ind som muligt. Vi har afsløret at man overfor følgegruppe og borgere der ønskede en grøn plads, løj træerne syge, indtil planen var lagt, og først derefter indrømmede, at de ikke fejlede noget. Af aktindsigten fremgik det endda, at flere var udpeget som bevaringsværdige.

Vi har haft foretræde for Teknik og Miljøudvalget for at overrække 2800 underskrifter fra borgerne, der ønsker at bevare træerne i planen. Pladsen er en del af en større plan for området. Heldigvis er andre dele af helhedsplanen siden skrinlagt: By Oasen overlevede, og senest har de opgivet at lave en cykelsti tværs igennem De Gamles By. En plan ingen ønskede eller havde brug for.

Det samme kan man sige om en nøgen, flisebelagt plads. Projektet er faktisk opdelt i to: Børnehaven får en ny legeplads på den anden side, og genbrugspladsen skal ikke længere være aflåst. Vi troede i lang tid at der skulle være cykelsti gennem pladsen, men den er alene tænkt til ophold.


Dette store asketræ skal fældes for “at få plads til opbevaringsskure for daginstitutionens legeredskaber m.v.”. Hvorfor kan man ikke stille de skure op ad den nye væg ud mod pladsen? Man fælder ikke et stort og rask træ, for at stille et skur til legetøj. Det gør man bare ikke!

Til vores foretræde forelagde vi TMU en anbefaling fra byggesagkyndige, om at bruge skruefundering til skuret, og dermed skåne 3 store asketræer langs Møllegade. Det indrømmede forvaltningen var en mulighed, men vi har ikke fået svar på, om de vil benytte den. Man er ikke kommet borgerne i møde, med så meget som et enkelt træ.

Den demokratiske proces har åbenlyst været dårlig. Klagen over det, blev behandlet af dem vi klagede over. De afviste at have løjet for følgegruppe og borgere, med henvisning til sundhedsrapporten med de bevaringværdige træer, som de siden kunne fremvise. Snedigt. Efterfølgende har alle fra Ombudsmand til Natur og Miljøklagenævn og KL meldt pas, på mulige klageinstanser. Vi har ingen steder at gå hen. Og nu gør de så klar til at fælde vores 15 træer. Det er helt sort.


Vores fine, truede træer. Halvdelen af muren bliver stående, hjørnet væltes.

Lidt af det tørre, sort på hvidt:





Maj 2015: Projektleder fraråder TMU at man lader de tre asketræer ud mod Møllegade bestå, da  anlæg af skur forventes at beskadige over 40% af rødderne, og dermed skabe et risiko træ. Men som vi ved, og forvaltningen selv har medgivet (herunder), vil en punktfunderings løsning være helt anderledes skånsom mod rødderne. 


Oktober 2015: forvaltningens svar på forslag til skrue- og punktfunderingsmetoder. Her er det tydeligt at denne løsning åbner op for at man kan bevare de tre træer bagved skuret, der rykkes et lille stykke ud fra væggen. 

Er der nogen tilbage på linjen, der kan hjælpe borgerne her?


 Følg hele kampen for Møllegades træer, med de nyeste indlæg øverst:

Read this and the posts above in English, on the mirror blog here: Save the Urban Trees


No comments:

Post a Comment

Onde spam robotter ingen adgang.