15.12.15

En krone til forskel

Vi er så tæt på at have finansieret anden del af redningsmissionen for Krauseparkens ahorntræ.
Mission Ahorn handler jo om mere end et enkelt træ. Det er borgerne der sender en klar besked til politikerne om, at vi ikke mener at der bliver gjort nok for byens træer. Vi er nu der, hvor vi selv må handle.

Der er dem, der finder det pebret at betale 14000 kroner for et træ. Det er også mange penge, men ikke i samme grad, når vi løfter opgaven sammen. Og det er ikke meget, sammenlignet med kommunens anlægsomkostninger på 75.000 kr, for et nyt gadetræ. De nyplantede træer kæmper en ulige kamp i vores gader, og de fleste dør unge. 

Vi skal værne om de store træer vi har tilbage i byen. Vi har brug for den kronefylde et voksent træ kan bidrage med. Og naturen har brug for dets biodiversitet. Ting man ikke kan købe, men bare vente- og håbe på.

Planen:
Bestille (og afregne) stabilgrus.
Bestille (og afregne) anlægsgartner til stabilisering af rampe.
Sørge for at stabilgrus og anlægsgartner kommer samtidig.
Koordinere med flyttemand (er betalt).
Sikre at der ikke holder biler parkerede i den ende (afgørende!).

Alle står klar, vi mangler kun de sidste 1900 kr. Og at sikre, at parkerede biler ikke sænker hele projektet. Vi skal bare have reddet det træ.

Fotos: vores træ, og et af de fine nyplantede på Nørrebros Runddel. En krone til forskel.


No comments:

Post a Comment

Onde spam robotter ingen adgang.